Historie

’Hvorfor gør du det så ikke bare’…

….var startskuddet, og nogenlunde således ordene faldt under et morgenmåltid, forud for det, som senere skulle blive til Jacob-K Chokolade.

Cirka 2 år tidligere, under en hyggelig middag med nogle gode venner, falder snakken om chokolade, og den skuffende oplevelse det ofte er, at sætte tænderne i et stykke fyldt chokolade købt i et supermarked. I den forbindelse får jeg vist sagt noget i retning af:

’Og hvor svært kan det så lige være at lave det selv’ …

En bemærkning, som jeg siden er kommet til at holde utroligt meget af.Jeg har dog samtidig måtte både konstatere, og acceptere, at det slet ikke var nemt.

At det var svært, fandt jeg ud af, en uges tid efter den kække bemærkning var faldet. Jeg kom hjem efter et besøg i en fantastisk butik, Kunst & Køkkentøj, hvor jeg havde beriget mig selv med en chokoladeform og et termometer. NU skulle der fremstilles lækre fyldte chokoladestykker.

Den første støbning viste sig ved, at skallerne ikke var til at få ud af formen. Tempereringen var gået galt. Andet forsøg havde nogenlunde det samme resultat. I tredje forsøg kom en del af skallerne ud af formen, men var fyldt med små lufthuller.

Fjerde forsøg indeholdt både lufthuller og lignede noget, der havde været trukket igennem en askeskuffe. Grå og kedelig i overfladen. Om det måske var femte forsøg, der lykkedes og blev acceptabelt, husker jeg ikke, men stolt fremviser jeg resultatet for min overbærende kone og mine børn og siger.

’Nu har jeg styr på det’ …

…troede jeg, for da jeg nogle uger senere havde besluttet mig for, at jeg ville gå i køkkenet og fremstille fine chokoladestykker til en værtindegave, blev jeg mødt af nogenlunde samme udfordringer som tidligere. Fortvivlelsen trængte sig på. Jeg havde gjort akkurat som forrige gang, og da var det lykkedes. Værtindegaven blev i dette tilfælde ikke chokolade!

Noget i mig var dog blevet vækket, og jeg var fast besluttet på, at jeg nok skulle få krammet på processen. Der skulle skabes chokolade, der kunne overgå, hvad der ellers var på markedet. Jeg er af sind stædig, og jeg kunne ikke have siddende på mig, hvis vennerne og min familie gentagne gange kunne minde mig om, hvem det var, der kækt var kommet med bemærkningen om, ’hvor svært det lige kunne være’.

Det skulle tage mig det meste af et år, med rigtig mange aftener og nætter i køkkenet. Kurser, finkæmning af internettet, tykke bøger med detaljer om, hvad der kan gå galt, og hvordan det kunne lykkes. Jeg var fast besluttet på, at nå til det sted, hvor jeg selv var tilfreds med produktet.

Chokoladen blev løbende afprøvet på familien, venner, bekendte, kollegaer, naboer… Ja stort set alle, der kunne have en mening og en holdning.

’Kan vi ikke købe lidt’ …

De ord hørte jeg nu oftere og oftere og hver gang var svaret ’NEJ’. Dels fordi vores køkken nærmest skulle lukkes ned, og alle var forment adgang hver gang, jeg skulle fremstille chokolade. Det var en proces, der kunne strække sig over 3 dage.

Og dels fordi jeg mentalt ikke var klar til, at give mig selv det ansvar. Tanken om, at andre kunne nyde et stykke chokolade, jeg havde produceret, blev dog ved med at spøge i mine tanker, og fyldte mere og mere.

Skulle dette kunne lykkes, ville det dog kræve, at jeg fik skabt de rigtige forhold til min chokoladefremstilling. I mine stille tanker gik det på, at indrette et særligt chokoladeværksted. En tanke jeg holdt for mig selv et stykke tid. Jeg skulle lige finde den rigtige måde, hvorpå jeg kunne sælge ideen til familien.

Idéen blev serveret under et morgenmåltid, og heldigvis positivt modtaget. Startskuddet til Jacob-K Chokolade var en realitet. Min bedre halvdel sagde endnu engang:

’Hvorfor gør du det så ikke bare’ …

En medhjælpende faktor til dette udfald var jo nok, at hun og børnene på dette tidspunkt, var godt trætte af, at der sad chokoladestænk langt op af væggene i vores køkken.

Ombygningen og indretningen gik i gang. I dag står der således et fuldt udstyret produktionskøkken. Godkendt af fødevarestyrelsen. Her fremstiller jeg nu chokolade i høj kvalitet, til glæde for cafeer, restauranter og private kunder i lokalområdet.